PVB mellemlagsfilm anvendes i vid udstrækning i sikkerhedsglas til biler, hvilket gør det laminerede glas sikrere, samt kontrollerer støj og adskiller ultraviolette skafter. Derudover er det også flittigt brugt i arkitektonisk lamineret glas og andre områder.

Den almindelige tæthed af PVB-mellemlagsflicks, der anvendes til lamineret glas, er 0,38 mm, 0,76 mm, 1,14 mm, 1,52 mm; de almindelige udstrækninger er 1220 mm, 1540 mm, 1840 mm, 2140 mm, 2440 mm, og farverne er i det væsentlige røde, uheroiske, blå, argentinske, brune osv.

Der er flere fordele ved at bruge PVB-film. For det første, efter at have relateret to lag glas, er det sikkert, varmekonservering, UV-modstand, støjreduktion, kulde- og varmebestandighed, fugtighedsbestandighed, lærredsbestandighed, ikke-toksiske, lugtfri, ikke-brændbare og farverige fysiske pakker er ret stabile. For det andet er de optiske pakker fremragende, brydningsindikatoren er tæt på glasset og andre udstyr, høj lystransmission, ingen gulning osv.; desuden er brugsprocessen ret enkel; produktprisen er ikke høj.

Alligevel har det også nogle ulemper, og det skal modificeres og akklimatiseres af materialeproducenten, hvis PVB skal bruges i optoelektronikken. Først og fremmest er klæbetemperaturen for høj. Til illustration er det ømtåleligt for tv-skærmen at afvise den høje temperatur på mere end 100 grader Celsius i lang tid; for det andet har den funktionelle gruppe af PVB og adskillige polymerudstyr ikke rigtig høj klæbekraft, svarende til den tilhørende kraft med PET er ikke så god som glas. Det er uforgængeligt, det relaterede substrat er kræsent, og der kræves flere verifikationer før brug.