Refleksion påvirker outputtet af PV solpanel effektivitet. Det er velkendt, at refleksion af lys i det væsentlige er ufanget energi, med fotoner, der hopper fra overfladen af ​​en solcelle. En af de mest almindelige antireflekterende belægninger, der anvendes i de mest effektive solceller, er en kvartbølgelængde AR-belægning. Men deres effektivitet afhænger i høj grad af bølgelængde og indfaldsvinkel.

Flere faktorer påvirker også konverteringen af ​​højeffektive solpaneler, da ikke alt sollys, der rammer solpanelet/PV-cellerne, omdannes til elektricitet. Der mangler en del af det.

Rekombination er en anden faktor, der påvirker solcelleeffektiviteten. Når fotoner rammer et PN-kryds, vil ladningsbærere sandsynligvis blive skabt i form af negativt ladede elektroner. Samtidig kan en anden foton generere positivt ladede bærere. Når elektroner bevæger sig mod N-type-siden og støder på huller eller omvendt, har de en høj chance for at rekombinere, og dermed annullere ethvert bidrag, de ydede til den nuværende generation. Direkte rekombination er en af ​​de største bidragsydere til omvendt energiproduktion i solceller og er derfor en af ​​de begrænsende faktorer, der påvirker effektiviteten. Indirekte rekombination er, når huller eller elektroner interagerer med urenheder, som er defekter i den cellulære struktur.

Solceller fungerer bedst ved lave overfladecelletemperaturer. Når overfladetemperaturen på solpanelet stiger, begynder solcellens egenskaber at ændre sig, og strømmen stiger en smule. På trods af dette er spændingen stadig væsentligt lavere. Som et resultat får det panelets udgangseffekt til at falde. Så om sommeren varmes cellerne på panelerne op og forårsager mindre end peak output, mens solenergi output er på toppen om vinteren.